Kynde & Toft i Thyborøn har allieret sig med Navigators for at gøre sig klar til de store spillere inden for offshore og vind.
En havvindmøllepark ud for Nissum Bredning og Vindmølleparken Vesterhav Nord er to gode grunde til at, smedevirksomheden Kynde & Toft har sat alle sejl til for at få styr på sikkerheden. Det er nemlig krav ud over det sædvanlige, der bliver stillet af de store servicespillere, der snart skal bruge lokale underleverandører på Thyborøn Havn. Og for at ruste sig til dem har Kynde & Toft hentet assistance udefra.
På med hjelmen
Når tingene går rigtig stærkt, som de gør hver dag hos Kynde & Toft, så er det ikke altid sikkerhedshjelm, udsugning eller det med truckcertifikat bliver husket. Og det erkender Offshore- & Project Manager Bjarke Toelberg Vinther også ærligt og med en snert af dårlig samvittighed. Han er derfor glad for, at virksomheden valgte at kalde på hjælp fra projektchef Linda Rønn fra Navigators:
- Vi har for travlt til at få øje på tingene og også til at gøre noget ved dem. Linda kom udefra med nogle nye øjne og har virkelig rusket op i vores sikkerhedspolitik. Det er gået rigtigt stærkt. I løbet af to måneder har hun virkelig fået strammet op på tingene.
Et af de områder, hvor virksomheden og medarbejderne virkelig har rykket sig, er omkring sikkerhedshjelme. Også før Linda Rønn kom ind i billedet hos Kynde & Toft, vidste medarbejderne godt, at de skulle bruge hjelmene. Men ifølge Bjarke Toelberg Vinther, så har Linda ændret medarbejdernes syn på sikkerhed. Hun har skabt en forståelse for hjelmene rent sikkerhedsmæssigt, men også i forhold til at komme i betragtning som underleverandør inden for offshore og vind.
- Allerede et par dage inden vi fik nye hjelme, havde flere medarbejdere fundet deres gamle hjelme frem og var begyndt at bruge dem. Det siger noget om, at der er rykket på forståelsen.
Styr på det interne
Noget andet, der er ændret hos Kynde & Toft, er interne systemer og kommunikation. Virksomheden har fået lavet et system til at holde overblik over personalet, kurser og kompetencer, så de på den måde kan holde styr på kompetencebeviser, dokumentation mm.
Også i forhold til den interne kommunikation understreger Bjarke Toelberg Vinther, at Linda Rønn har gjort en forskel:
- Det er ikke af uvilje, men travlhed og forglemmelse at vi ikke har været så gode til at få alting kommunikeret ud. Der har vi været under standard - det er ikke nogen hemmelighed. Linda fik indført en opslagstavle, hvor vi hænger informationer, bl.a. referat fra sikkerhedsmøder. Det er vigtigt, at medarbejderne ikke føler, de bliver holdt uden for.
Viden, værktøj og vilje
Hen over de sidste to måneder har Linda Rønn klædt Kynde & Toft godt på til at gå efter de muligheder, der er på vej i Thyborøn. Bjarke Toelberg Vinther er yderst tilfreds med samarbejdet, men han ved, at ansvaret nu hviler på virksomheden selv:
- Vi har fået øjnene op for mulighederne og er blevet opmærksom både på kravene, og hvor vi er nødt til at sætte ind. Og så har vi fået gode værktøjer til at gøre det. Man kan sige, at Linda har kickstartet os. Men det er jo ikke sådan lige at vende en skude. Det er nu, vi selv skal arbejde videre for, at vi kommer helt i mål.
Selvom der stadig er et stykke vej til mål for Kynde & Toft, så vil Bjarke Toelberg Vinther godt anbefale andre virksomheder at få en person ind ude fra til at ruske op på tingene. Ifølge ham er det klart en fordel at få en neutral person ind til både at sætte fokus på svaghederne og trykke lidt der, hvor det gør ondt. Men også til at komme med værktøjer og handlingsplaner, der kan være med til at flytte noget.
Har din virksomhed brug for en sparringspartner inden for kvalitet, sikkerhed og arbejdsmiljø?
Kontakt Navigators, Linda Rønn på lr@navigators.dk eller tlf. 5230 0323 for en uforpligtende snak.
Kernen i Navigators er at navigere, motivere og få mennesker til at samarbejde. Navigators udvikler og faciliterer nye forretningsmodeller og samarbejdsmodeller. Vi arbejder med komplekse klynger og netværk samt yder sparring til deres bestyrelser og styregrupper. Vi yder projektledelse og fundraising.